IMEI-nummer

IMEI-nummer | Alt hvad du skal vide

by

in

Hvis du ejer en mobil, så har du formentlig hørt om et IMEI-nummer på et tidspunkt. Men måske er du ikke helt sikker på, præcist hvad det er, hvor man finder det og hvad man i det hele taget kan bruge det til. 

I dette blogindlæg vil vi prøve at klæde dig på, så du ved alt hvad der er værd at vide om et IMEI-nummer.

Hvad er et IMEI-nummer?

Et IMEI(International Mobile Equipment Identity)-nummer er et unikt identifikationsnummer tildelt til mobiltelefoner. Det består af 15 cifre, og alle produkter med et simkort, skal have et unikt et af slagsen. Du kan tænke på det som et stelnummer eller CPR-nummer til mobiler.

Formålet med IMEI nummeret er altså at kunne identificere enkelte enheder fra hinanden. Det kan blandt andet være yderst relevant i forbindelse med køb af ny brugt telefon, eller ved tyveri. Men det kommer vi til senere. 

Forskellen på et IMEI-nummer og serienummeret

Et serienummer bruges primært af telefonens producent. Det kan blandt andet fortælle dig hvornår telefonen er lavet, og om der er garanti på den. Serienummeret kan findes i ‘om’- sektionen på din telefons indstillinger. 

Et IMEI-nummer har et lignende, men stadig større, formål. Det handler stadig om at kunne identificere et enkelt device, men IMEI-nummeret giver dig et niveau af beskyttelse, hvis din telefon er blevet stjålet eller forsvinder. 

Hvor finder jeg IMEI-nummeret?

Det er rigtig vigtigt at kende sin mobils IMEI-nummer, og heldigvis er der flere måder at finde det på. 

USSD-kode

Hvis du går ind i din mobils telefon-app (den du bruger til opkald), kan du faktisk finde IMEI-nummeret her. Hvis du taster * # 06 # kommer dine enhedsoplysninger frem på skærmen, herunder din mobils IMEI-nummer. OBS: Virker ikke på Windows Phone-enheder. 

Telefonindstillinger

Du kan selvfølgelig også finde dit IMEI-nummer i dine telefon-indstillinger. På en iPhone kan du finde IMEI-nummeret i Indstillinger->Generelt->Om. På en Android finder du det i Indstillinger->Om telefon->Status->IMEI-oplysninger. Og på en Windows Phone er de placeret i Indstillinger->Om. 

Telefonens bagside eller batteri

I nogle tilfælde, kan det også være muligt at finde sin mobils IMEI-nummer fysisk på telefonen. Hvis du eksempelvis har en mobil med et aftageligt batteri, er der stor sandsynlighed for at nummeret er trykt bag på batteriet. På nogle telefoner, bl.a. de ældre modeller af iPhones, står nummeret også på bagsiden af selve telefonen. 

På de fleste modeller vil dit IMEI-nummer også fremgå på din simkort-holder. 

Detailboks eller faktura

Hvis du stadig ligger inde med boksen du fik din telefon i, eller fakturaen på din telefon, kan du helt sikkert finde dit IMEI-nummer et af de to steder. 

Google Dashboard

Hvis du har en Android-telefon, kan du også finde nummeret ved hjælp af Google Dashboard. Det kræver bare, at du logger ind med den Google-konto som du bruger på telefonen, og trykker på Android-sektionen, der viser alle enheder knyttet til kontoen. Her vil detaljer som dit IMEI-nummer fremgå. 

iTunes

Apple-brugere kan tilsvarende bruge iTunes til at finde deres IMEI-nummer. Først slutter du din iPhone til computeren, så åbner du iTunes, og så vælger du din enhed. Hvis du så klikker på sammendrag, vil du kunne se din iPhones IMEI-nummer. 

Microsoft-konto

Brugere af en Windows Phone kan selvfølgelig også bruge deres variant af Google Dashboard og iTunes. Og den variant er simpelthen bare din Microsoft-konto. Når du logger ind på den Microsoft-konto som er forbundet med din Windows Phone, kan du klikke på enheder, og derefter vil dit IMEI-nummer fremgå. 

Hvornår er et IMEI-nummer nyttigt?

Der er primært to situationer, hvor det er rigtigt nyttigt at kende IMEI-nummeret. Ved tyveri og ved køb af en ny brugt telefon. 

Tyveri

Hvis din telefon bliver stjålet, er det rigtig vigtigt, at du kender din mobils IMEI-nummer. Det vil ikke fortælle dig hvor telefonen er, men det er stadig nyttigt. Du kan nemlig sikre, at personen som har stjålet din telefon, ikke vil få ret meget glæde af den. Hvis du kontakter Politiet på 114, kan du nemlig lave en IMEI-spærring. 

Herefter vil Politiet oprette din telefons IMEI-nummer i det såkaldte CEIR-register (Central Equipment Identity Register). Dermed kan din telefon ikke længere bruges på mobilnet i Danmark og resten af verden. Heller ikke med nyt simkort. 

Husk dog stadig at anmelde tyveriet, og ændre dine passwords på diverse tjenester. For selvom Politiet laver en IMEI-spærring, vil tyven stadig kunne snage i din telefon, bl.a. din Facebook-profil, hvis personen har et wifi-netværk tilgængeligt. 

Er du i tvivl, om den er stjålet eller du blot har forlagt den? Så læs vores indlæg omkring hvordan du bruger Find My iPhone.

Køb af brugt telefon

Hvis du skal til at købe en brugt telefon, er det altid en god idé at få tjekket IMEI-nummeret, hvis du køber telefonen af en du ikke kender. Der foregår nemlig meget videresalg af stjålne telefoner, hvorfor det er vigtigt at tjekke, om den telefon du er i gang med at købe, rent faktisk er stjålet.

Hvis sælger ikke vil ud med nummeret, er der en god chance for, at personen ikke har rent mel i posen. 

Når du har fået nummeret, kan du kontakte Politiet, og høre om mobilen er meldt stjålet. 

Der er flere ting du skal være opmærksom på, hvis du vil undgå snyd, når du køber brugte telefoner. Derfor har vi skrevet et blogindlæg, om hvordan du undgår at blive snydt

Hvis du gerne vil være 100% sikker på at undgå snyd, kan du altid overveje at købe en brug telefon hos Telerepair. Vi har et bredt udvalg af brugte iPhones, naturligvis med to års garanti. Vil du gerne sælge din iPhone er dette også muligt.

Kender du dit IMEI-nummer?

Som du nok kan fornemme, er det rigtig vigtigt, at du kender til din telefons IMEI-nummer, eller har det nedskrevet et sted. For hvis uheldet er ude, er det en stor hjælp for dig at kende nummeret. Så hvis du ikke kender til det, vil vi stærkt anbefale dig at undersøge det med det samme. Hvis du fortsat bøvler med at finde dit IMEI-nummer, har brug for vejledning eller spørgsmål til stort eller småt, står vi hos Telerepair altid klar til at hjælpe dig i en af vores butikker.

Er uheldet ude, tilbyder vi selvfølgelig også reparation af iPhone, reparation af computer eller noget helt tredje. Vi servicerer alle de kendte mærker inden for både telefoner, computere og tablet.

Oplever du problemer med lyden i din iPhone, så læs vores artikel her.